Handel i Sønderjylland i gamle dage

Sønderjylland

Selv Ribe måtte sikre sin ryg, før byen kunne vende blikket udad. I 1292 havde Erik Menved givet Ribe intet mindre end fri besiddelse af og jurisdiktionen over forstranden, List, Mandø og stranden mellem disse steder og Ribe og dertil Listerdyb. I 1483 havde kong Hans bekræftet retten med et privilegium, der sent som 1614 blev læst på Ballum Birketing. Ribes influensfelt overgik dermed Tønderr, der i 1354 blev defineret som Hviding, Lø, Slogs, Højer og Tønder Herreder, hvilket dog i praksis har været reduceret af grænsedragningerne. På et tidspunkt efter 1491 blev Kær og det frisiske Vidding Herred lagt til. Men i 1491 overgik Hviding Herred til Ribes privilegerede opland. Dette år udvidedes nemlig Ribes opland ind over land, idet Hviding, Frøs, Kalvslund og Gram Herreder blev pålagt at søge torv og marked i Ribefläz Ole Degns studier af Ribe-købmænds tilgodehavender viser et bemærkelsesværdigt sammenfald mellem formelt og funktionelt opland i 1640.

Problemet var, at man ikke havde magt til at holde andre byer ude fra dette opland. Efterhånden som grundlaget for et økonomisk centrum af national betydning på Vestkysten forsvandt fra sidst i 150o-tallet, blev det sværere for Ribe at udnytte disse oplandsbegunstigelser til handel, og i 160o-tallet nærmede oplandssituationen sig anarki, bønder fra de fyrstelige områder og beboerne på Rømø, Mandø og Sønderho gennemtrængte byens opland fra alle sider. Ribes borgere forsøgte sig med enkelte modangreb. Leverancen af hø til fremmede okseopkøbere forsøgte Ribe at få omfattet af en tomilecirkumferens i 1681.

Afskaffelse af al bissekræmmeri

I 1689 kunne man nok udvirke et forbud mod at benytte Ribe Ladested ved Hviding Nakke, der var hjemsted for ulovlig handel med bønder. Men da man i 1735 klagede over bønhaseri og stillede med et forslag om forbud mod høkeri inden for to mils afstand af byen og afskaffelse af al handel og bissekræmmeri, mødte man ingen forståelse. Syd for Kongeåen blev byernes merkantile herredømme derimod på samme tid bedre sikret. En forordning i 1711 for hertugdømmerne forbød borgerlig næring (handel og håndværk) på landet i en vis afstand af både byer og flækker, nærmere bestemt tre mil på gesten og to mil på marsken.

Sådanne ydelser skulle købes i byerne, men bønderne blev ikke tvunget til at handle i bestemte byer. Hertugdømmerne blev herved på nær ganske små områder dækket af tvangsmilegrænser. Specifikt relevant i denne sammenhæng er, at bestemmelserne omfattede Tønder, Haderslev og Sønderborg. Haderslev er ikke omfattet af materialet fra 1761/1762, men det hører med her, at byen i 1496 parallelt til Kolding og Koldinghus Len fik Haderslev Len som privilegeret opland. Allerede tre år senere var det dog nødvendigt at præcisere, at korn kun måtte købes på torvet.

Brændevinsbrænding på landet

I 1595 fik indbyggerne i Haderslev Amt forbud mod handel og at sælge kvæg, viktualier, malt og øl, og borgerskabet i købstaden fandt i øvrigt anledning til gentagne gange – blandt andet så sent som 170o – at søge sine handelsprivilegier bekræftet for at stække handel og brændevinsbrænding på landet. I 1710 -altså et år før den generelle forordning – indførtes en regulær cirkumferens, idet købstaden fik eneret på at drive handel med øl, brændevin og høkervarer inden for to miles afstand. Uden for denne omkreds blev køb og salg overdraget til forpagtere.

Fra 1716 og resten af århundredet vandt borgerskabet det tabte tilbage ved selv at optræde som forpagtere, efter 1760 tillige af talrige kroer på landet. Tomilegrænsen blev fra byens side overvåget nøje og er et af de bedste eksempler på betydningen af legalt herredømme. Haderslev vides at have tabt bondeomsætning til Aabenraa, men også at have tiltrukket bønder fra andre byers privilegerede opland såsom Højer, Skast, Kær, Hviding og Gram Herreder. I det hele taget indtog byen ved siden af sine nabokøbstæder en plads i den form for specialiseret vareudveksling og handel mellem øst og vest, der fremkaldte en tidlig regionaliseret økonomi med inddragelse af bønder fra Lolland, Falster, Ærø og Femern fra øst og bønder fra Frisland og andre steder mod vest.

Den oprindelige torvetvang

I dette felt var det privilegerede handelsopland ingen regulerende faktor. Sønderborg og Als knyttedes allerede fra 1474-1481 sammen som henholdsvis center og forsyningsopland. De politiske forhold medførte, at bønderne på Als fra 1491 blev tvunget til at søge torv i Flensborg, indtil Sønderborg i 1589, 1603 og 1611 igen blev begunstiget handelsmæssigt med forbud mod opkøb på Als af fremmede købmænd. 1603-privilegier blev gentaget sidste gang omkring 1650. Der var dog i den mellemliggende tid sket en reduktion af den oprindelige torvetvang og handel, der endte med, at kun Sønder Herred fik pligt til at søge byens torv i 1698.

Fællesforordningen af 1711 burde have skabt ordnede forhold, men den fik ingen kraft, før dens bestemmelser i 1740 blev lagt til grund for en nyordning. Al handel og håndværk på Als og Sundeved blev forbeholdt Sønderborg og flækken Nordborg inden for en tomilecirkumferens, men ikke desto mindre gav bestemmelsen også en accept af salg af kvæg og korn på landet. Der er ingen tvivl om, at Sønderborgs funktion som økonomisk center lå langt fra det legale merkantile herredømme. På Ærø blev der i 1522 gjort forsøg på at gennemføre tilbud torvetvang for bønderne, der skulle føre deres korn, kreaturer og mejeriprodukter til Ærøskøbing og holde op med at sælge direkte til fremmede opkøbere.

Ærøskøbings centralitet

Den umiddelbare konsekvens var en ophævelse af den “strategiske alliance” mellem Flensborg og Marstal, der indtil da havde bestået i Flensborgs ret til at handle billige tilbud med Marstal uden om Ærøskøbing. Men torvetvangen på Ærø stod og faldt med Christian 2., og Flensborg fik sin ret tilbage i 1540`erne og beholdt den formentlig frem til kong Hans privilegium af 1574. Alligevel var Ærøskøbings centralitet under konstant tilbud pres. Tre gange mellem 1574 og 1623 blev det indskrevet i købstadsprivilegierne, at fremmede ikke måtte handle direkte med bønderne.

I 1623 præciserede hertug Christian således, at undersåtterne ikke måtte sælge andet end heste til fremmede steder. Det blev pointeret, at al ind- og udskibning skulle foregå i Ærøskøbing, ligesom øens øvrige byer kun måtte have både til fiskeri. Lovene blev således givet til fordel for Ærøskøbing, men marstallerne fortsatte med deres handelsaktiviteter. Slesvig falder uden for denne artikels rammer – men det skal nævnes, at byen på sæt og vis fik et decideret tilbud monopolopland. Byen havde siden 1320´erne haft frihed til at handle over alt i riget og haft udstrakt toldfrihed i Danmark (det fik efterhånden en del tilbud billig købstæder), og i 1480 fik den eneret over handel, fiskeri og næring ud til mundingen af Slien og en sømil uden for. Flensborg fik i 1491 eneret til Flensborg Len foruden som omtalt kortvarigt Als og Sundeved.



Postet by ErikOlesen via AdSet linkbuilding network